An 2003 Interview
About My Work on Religion's Future
Tine Eiby, reporter for the Weekendavisen
(Copenhagen), interviewed me in 2003
about various of my intellectual projects, especially my work on religion's
future. I was
impressed with her depth of knowledge and her wish to get things right --
practices that the
American 24-hour news cycle makes difficult. Unfortunately for American
readers, the text is in
Danish. The University of Copenhagen posted it at
HERE; I'm posting it so it does not get lost.
Hver mand sin gud
Af TINE EIBY
Bragt i Weekendavisen, den, 23. december 2003.
I Guds eget land er religion blevet en oplagt identitet for det moderne
menneske. Men folk siger skråt op til dogmerne. Man kirkeshopper. Duer den ene
ikke, så prøver man en anden. Eller man skaber sit eget alter, sin helt egen tro.
PÅ en website, der har sine jordiske rødder et sted i Virginia på USAs østkyst,
kan man få gode råd om, hvordan man laver sit eget hjemmealter.
Det behøver ikke tage meget plads op, som der står: Sådan et alter kan nemt
arrangeres på et lille bord, en hylde eller endda i vindueskarmen. Det afgørende
er, at man slipper sine hæmninger og lægger sin personlighed på bordet så at
sige. Et hjemmealter skal vise noget centralt om én selv og det, der virkelig
betyder noget for én.
Det kan være fotos af familie eller mennesker, man ser op til. Smukke natur-
eller kunstgenstande. Eller afbildninger af det, man opfatter som gud eller
gudeligt.
Der er ingen regler, ingen dogmer. For det er dit eget bud på noget helligt, der
tæller. Når bare alteret skaber et sakralt sted, hvor netop du kan have nogle
stille, eftertænksomme og især åndelige stunder. Kanta og Murray’s gode råd om
hjemmealtre er blot et enkelt og tilfældigt udtryk for en ny stærk tendens inden
for det religiøse i USA: Individualisering af religionen.
Hvis man overhovedet skulle tale om et nyt religiøst dogme i Guds eget land,
skulle det hedde noget i retning af: Hver mand sin gud – som af samme grund ikke
længere skrives med stort.
»Det er blevet meget almindeligt for amerikanere at sige: ’Nej, jeg er ikke
religiøs, men jeg har et rigt åndeligt liv.’ Og med det mener de ikke, at de er
holdt op med at have et religiøst liv. Det skal derimod forstås som en kritik af
kirken som institution samt det monopol, den har haft på det at dyrke sin tro,«
rapporterer James Spickard, der er professor i sociologi ved Redlands University
i Californien.
Han interesserer sig specielt for, hvordan folk dyrker deres religiøsitet og
skriver på en bog, der samler de verserende teorier om, hvad der sker med
religion i det 21. århundrede.
James Spickard har netop været i Danmark, hvor han var inviteret for at
inspirere religions- og samfundsforskere ved Københavns Universitet. Som et
billede på religionens genkomst – også i det danske – er »Religion i det 21.
århundrede« lanceret som et nyt satsningsområde ved Københavns Universitet på
tværs af fakulteterne.
Skræddersyet tro
Professor Spickard fortæller blandt andet om den yngre middelklassekvinde fra
San Antonio i Texas, der nok har rødder i det katolske miljø, men som har skabt
sin helt egen version af det religiøse.
I hendes hjem har hun samlet sig et alter, hvor billeder af udvalgte
bedsteforældre troner side om side med et stort portræt af den mexicanske
feminist fra 30rne og 40rne, Frida Kahlo. På alteret finder man også et ikon
over den hellige jomfru af Guadalupe. Men vel at mærke i skikkelse af en ung
fremadstræbende chicanokvinde i løbesko og joggingtøj.
Her sætter skaberen af alteret sig med jævne mellemrum for at meditere og samle
kræfter, førend hun igen sætter af mod nye horisonter. Som kvinden i løbeskoene.
Andre bygger for eksempel et gigantisk Halloween-alter midt i stuen for at fejre
Allehelgeners aften. Eller de dyrker Dorothy Day som en helgen – en ellers helt
igennem kødelig socialist, som i 30rnes Chicago skabte den katolske
arbejderbevægelse for at komme hjemløse, forarmede og fortabte til hjælp.
Med til dette individualiserede købers marked hører de mere usædvanlige
menigheder, som er skabt af folk med særlige behov. Såsom Biker’s Heaven, hvor
selv læderklædte motorcyklister kan komme i paradis. Eller Crystal Cathedral –
en gigantisk drive in-kirke for dem, der helst vil køre til alters.
»Det fortæller os, at individer i dag vælger og vrager mellem forskellige
religiøse tilbud og på den måde skaber sig et skræddersyet religiøst liv –
hellere end at vælge en færdig pakkeløsning, som på forhånd er formuleret af et
religiøst hierarki,« siger James Spickard.
En stor parentes
Det sjove er, at der er stærke paralleller til den form for religiøsitet, vi
dyrkede i den kristne verden før Reformationen. Altså for 500 år siden – førend
man med Reformationen institutionaliserede religionen som noget, der blev styret
og ordnet af kirken og derfor også adskilte sig fra alt det øvrige – det
sekulære liv.
Dengang var religion ikke bare noget, der gik for sig under kírkehvælvinger. Det
foregik mange steder. Ved hellige kilder, pilgrimssteder og helgenskrin for de
vejfarende spredt ud over hele Europa, fortæller Spickard.
Måske gik man kun sjældent eller måske aldrig til messe. Til gengæld lagde man
mønter eller strimler af tøj ved hellige steder. Bar medaljoner til ære for en
helgen, fejrede en anden og tilbad måske en tredje af specielle grunde. Alt
efter behov.
»Hvis opofrelse for én helgen ikke gav tilfredsstillelse, kunne man skifte over
til at dyrke en anden,« siger James Spickard. Og tilføjer, at man sidenhen –
efter Reformationen – kaldte den slags for overtro, slet og ret.
For med Reformationen skabte man en egentlig kategori og satte en mærkat på:
Religion. En kategori, som man kunne holde ud fra sig og se på, og som vi
sidenhen også har fået rettigheder til. Før da dyrkede folk bare deres
kristendom som et sæt af daglige ritualer og traditioner. Som en del af
dagligdagen.
Måske skal vi se sådan på udviklingen, at pendulet bare er svinget tilbage til
eklekticisme og kultisk tolerance, til en mere naturlig form for religiøsitet,
hævder Spickard med reference til en anden amerikansk religionsforsker, Meredith
McGuire. Måske skal vi endda tillade os at betragte de sidste fem hundrede års
centraliserede og kirkestyrede religion som en parentes i udviklingen – en stor
en ganske vist.
Under Gud?
Inden vi lader professor Spickard fortsætte med sine fremtidsscenarier, skal man
lige gøre sig klart, at hans udgangspunkt er det vestligste af det vestlige. Det
handler hverken om udviklingen inden for den autoritære islam, som den dyrkes i
Mellemøsten, eller den sekularisme, man møder i Europa.
Det handler om udviklingen, som den tager sig ud på den amerikanske forpost –
endog med et særligt afsæt i det californiske, som alle dage har været
arnestedet for alt det allerhotteste.
Der er mange tendenser i USA. Religion har stået stærkt i det amerikanske, lige
siden puritanerne i sin tid drog til Amerika – til det vilde og uberørte land –
for som Guds udvalgte at skabe noget nyt, der kunne redde og forløse den gamle
verden fra dens synder.
Af samme grund hører man igen og igen USA omtalt som Guds eget land. Og selv om
Gud også optræder i selve forfatningen som selve skaberen af mennesket som frit
og lige, så understreges det dog allerede indledningsvis i den amerikanske
forfatning, at staten på ingen måde må blande sig i det religiøse.
På den baggrund vandt en californier sidste sommer en retssag ved appelretten i
Los Angeles. Her blev den amerikanske troskabsed, som skolebørn har aflagt,
siden den blev indført under Den kolde Krig i 1954, dømt forfatningsstridig. For
i troskabseden skal man som borger aflægge løfte over for USA som »en nation
under Gud« – med stort, vel at mærke. Og det harmonerer ikke med forfatningen.
Bush-regeringen har med justitsminister John Ashcroft i spidsen erklæret, at den
vil gøre sit for at få sagen genoptaget, så amerikanske børn igen kan få lov at
sværge troskab under Gud.
Men den amerikanske virkelighed er nok mere i overensstemmelse med præsident
Dwight D. Eisenhower, som engang i 1950erne erklærede: »Enhver amerikaner har
brug for en religion, og jeg er ligeglad med hvilken.«
Slip kirken løs
For der hersker en udtalt religiøs pluralisme i det amerikanske samfund, og skal
man tro professor Spickard og hans iagttagelser, så er pluralismen tiltagende.
Det samme er antallet af teorier om, hvad der i grunden sker.
Nogle taler selvfølgelig om, hvordan sekulariseringen støt og ro- ligt vil gøre
det af med religiøsiteten.
Men de hårrejsende tal er først og fremmest fra Europa. Ikke mindst nævnes
Skandinavien, hvor andelen af trofaste kirkegængere er nede på under 2 procent.
Her kommer en anden konkurrerende teori ind i billedet: Markedsteorien, der
hævder, at det er med religionerne som med økonomien. Når det går så grumme galt
i lande som eksempelvis Danmark, skyldes det statskirkeordningen. Simpelthen
fordi den lægger en dæmper på den frie konkurrence.
Hvis europæerne virkelig vil have folk til at være kristne og gå i kirke om
søndagen, så skal de i hvert fald ikke skrive kristendom ind i den europæiske
forfatning, lyder rationalet fra markedsteoretikerne. Snarere deregulere og
frisætte religionen på samme måde, som man har gjort det med varer, finanser og
arbejdskraft inden for det indre marked.
»Herovre ved vi jo, hvornår amerikanerne er utilfredse med kirken. For det er,
når de holder op med at betale til den,« tilføjer Spickard.
Gode gamle dage
En tredje gruppe teoretikere hæfter sig ved tendensen til øget religiøs
fundamentalisme. Ikke bare blandt muslimer i Mellemøsten eller ortodokse jødiske
bosættere. Men også på den amerikanske kristne højrefløj.
James Spickards egen vennekreds tæller en af dem. Luke, som han kalder ham, er
en akademiker, der har valgt at undervise sine otte børn hjemme for at beskytte
dem mod det syndige samfund, de er omgivet af.
»Man kalder det konservativ religion, uden at det dog på nogen måde konserverer
noget. Det er bare sådan, de portrætterer sig selv – som nogle, der fastholder
og beskytter sig mod forandring. Men i virkeligheden er der ikke tale om nogen
videreførelse af noget, som allerede er. Snarere en nostalgisk tilbagevenden, et
forsøg på at genskabe en forestillet verden. De siger, at det er en reaktion på
det moderne liv, men er i deres egen reaktion selv lige så moderne,« mener
Spickard.
Og tilføjer, at efter hans vurdering skal den fundamentalistiske reaktion også
forstås som et udbredt ønske om regler i et moderne samfund, hvor der
efterhånden ikke er mange regler tilbage – i hvert fald ikke fælles regler.
I den forstand kan også fundamentalismen forstås som en form for personligt valg.
Man ønsker sig en gammeldags, regelbaseret religion i en i øvrigt moderne verden
og får det, som man vil have det.
Lidenskab i kirken
Og så er der alle kirkeshopperne.
»Hvis man flytter til en by og er lidt ensom, så prøver man en kirke. Og er den
måske ufatteligt kedelig, jamen så prøver man en ny. Her er det snarere
menneskene end de kirkelige dogmer, der trækker,« siger Spickard. Og kommer med
sin egentlige pointe. For kirken er ikke blot et sted, hvor man bliver viet, men
hvor man også gør de indledende øvelser. Næst efter uddannelsesinstitutionerne
er kirkerne gået hen og blevet det største ægteskabsmarked i USA.
Kirkeshopperiet hænger sammen med, at amerikanerne flytter meget. Ikke mindst
akademikerne, som forventes at flytte for at få en karriere. Og der er
tilsyneladende nok af menigheder at tage af.
For få år siden udkom samfundsforskeren Robert Putnam med en bestseller, der
blandt andet beskrev, hvordan det amerikanske foreningsliv mange steder er ude i
en krise. Men det pudsige er, at det modsvares i menighedslivet, som oplever
vækst. Ikke bare i antallet og størrelsen af religiøse menigheder, men også i
variationen. Alene i Spickards egen by Redlands, hvor der bor 60.000 mennesker,
finder man 57 menigheder.
Her kommer endnu en gruppe teoretikere på banen og peger på tendensen til, at
religionen flytter ud lokalt. De ser det som et udtryk for, at folk gerne vil
have et lokalt tilhørssted – en lille kirke – der kan give dem identitet,
tryghed og nærhed midt i massesamfundet. Og findes der ikke en tilfredsstillende
menighed, så laver de en selv.
Igen en teori, som på sin vis stemmer fint overens med ideen om, at religionen
individualiseres. For de lokale menigheder tilpasser sig i høj grad de behov,
der måtte findes.
Religiøse singler
Som for eksempel når en lokal gruppe baptister danner klubben Happyfeet for
singler. Egentlig må de ikke danse, men man kan da følges ad over gaden efter
kirken og tage sig en svingom i den lokale dancehall.
Eller folkene i Catholic Worker’s House, som dyrker katolicismen på deres måde.
Først samles hjemløse og fattige om suppen som en nadver, hvor alle gør sig til
præster og velsigner suppen. Og bagefter – når de ikke kan spise mere – går de
selv fornyet på gaden »og deler med de sidste og dårligst stillede af Guds
folk.« Ude på husets facade har de lavet et vægmaleri, hvor Jesus selv står i
suppekøen.
»Når mine studerende kommer derned og ser, hvordan de har indrettet sig, så er
der altid nogle, som siger: ’Hvis det havde været del af katolicismen, da jeg
voksede op, så var jeg stadig katolik’.«
Den nyeste af de store teorier om religionens fremtid går på, at vi med
globaliseringen i stadig højere grad må leve dør om dør med folk fra andre
religioner. Og at den ene mands ret til en religion og en religiøs levevis i
stigende omfang smitter af, så også den anden og alle andre påkalder sig ret til
at praktisere religion og religiøs levevis. Selv de a-religiøse insisterer på
retten til ikke at have en religion og kalde sig ikke-religiøse.
Peter Beyer, som har udviklet teorien, peger på, at det komplekse religionsmøde
har fået den konsekvens, at religion ikke blot er kommet til at spille en
utrolig vigtig rolle, men også fungerer som lidt af en ladt kanon.
Mit eget åndehul
Men før kanonen går af, maner James Spickard til besindelse. Personligt hælder
han mest til, at religion – i hvert fald i den vestlige verden – bliver et
stadig mere individualiseret og dermed også fredfyldt område.
For individualiseringen skal ses i sammenhæng med et højere uddannelsesniveau og
en mere globaliseret økonomi, hvor det, at vi må affinde os med at leve og
arbejde tæt op ad mennesker med andre holdninger og en anden kultur, også kan
føre til, at vi får mere at vælge imellem og kan blive inspireret til selv at
skabe vores eget åndehul så at sige.
Men det kræver selvfølgelig, at indkomstfordelingen ikke bliver alt for skæv,
for i så fald vil man i højere grad opleve reaktioner som religiøs fanatisme og
nationalisme, tilføjer han.
Man kan måske et øjeblik undre sig over, hvorfor intellektualitet og
rationalitet ikke for længst har erstattet og udfyldt behovet for et rigt indre
liv for amerikanerne. Men hertil svarer professoren: »Som vi siger i Californien:
’Du er alt for meget hoved’.« Kroppen, følelserne og alle fornemmelserne hører
også med.
Efter hans opfattelse er religionen intet mindre end et oplagt sted for det
moderne menneske at deponere sin identitet:
»For jo mere økonomisk udviklet og integreret vi bliver, jo sværere bliver det
at identificere sig økonomisk. Og det bliver efterhånden også sværere at
definere sig nationalt, i og med at den globaliserede økonomi jo gør, at vi ikke
bare kan lukke grænserne. Her bliver religionen en oplagt måde at få identitet
på. Her kan man blive sin egen identitetsmester.«
^
